Wolf & Fear Lyrics - Ulver

Snacket blandt Folck vaer til Bestandighed 

Om Fuldmaanens Vee & Grue 

Naar det klagede op mod hendes Skiaer 

Fra Vintrens kolde Eensomhed 

Da frycktede de at Vargen vaer nr 

Vakt vaer dends gamle Mayestet 

Der vaer Dgn da nogen meenede at hafve seet 

I hendes Lius, som han splidder med dend 

Skygge som han spreer, 

Skyggen aff een ukiend Mackt 

Der dend hylede mod sin Gud i infernaldsk Prackt 

Dende Diefvels Herold, han herjede 

Fra Kandt til Kandt, & mange aff Mandet forsvandt 

Paa dend hun lyser, han binder; oc Helveds Ulv, 

Han drber, medens Afgrunden brager 

Forbandelsen er her visseligen 

Aff Diefvlen han bleff skinked een Gave 

Der ved Troldom favned han til Ulv 

Ey vaer han lnger een Guds Slave 

Der ved Midnat vandred ofver hule Grave 

Amongst men words went 

Of the Full Moone's woe. 

When a dirge did rise to Her skylit eye 

From the lone winter's colde 

They fear'd that the wolf was nigh 

Awakened its Majestie of olde 

Nights did pass when men claim'd the saw 

In Her light that he splits 

with the shadow he casts 

The shadow of a force unknown 

Howling at its God in splendoure infernall 

This Devil's Herolde, he hunted the land 

And many a man disappear'd 

Where She shines, he binds; the Wolf of Hell 

He kills o'ver the rumbling Abyss 

The Curse is certayne 

The Beast below bestowed on him a gift 

And by Magick he to wolf was bound 

No more was he a slave to God 

At midnight treading on hollow grave